Historien bag UPCN
Fra og med 2012 drives UPCN i et samarbejde mellem tre kommuner - Holbæk, Odsherred og Kalundborg - og samtlige ungdomsuddanelser (gymnasier, handelsskoler, Sosu, VUC og produktionsskoler) i de tre kommuner. Udgifterne fordeles sådan, at kommunerne tilsammen betaler 60 pct., mens skolerne tilsammen dækker resten. Kommuner og skoler har i slutningen af 2011 nedsat en UPCN-styregruppe, ligeledes med en 60-40 fordeling af medlemmer.
Centerleder Jørgen Dan Pedersen siger om overgangen til den nye driftsform: "Et meget væsentligt element i UPCN-tilbuddet er den hurtige indsats. Derfor vil det fortsat have høj prioritet at sikre kort venteliste og hurtig tilgængelighed - samtidig med at vi fastholder og udvikler den høje kvalitet af vore ydelser."
Oprindelig kom UPCN til verden efter at Socialministeriet i 2007 indgik en ny psykiatriaftale, hvor der blev afsat satspuljemidler øremærket til psykologbehandling i kommunerne og på ungdomsuddannelserne.
Der var et dobbelt formål med denne beslutning:
- Dels at sikre en målrettet indsats, så børn og unge med begyndende eller lettere psykiske problemer i tide får den støtte og hjælp de har behov for, og derved ikke udvikler mere alvorlige psykiske lidelser, der nødvendiggør behandling på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling.
- Dels at forebygge frafald betinget af psykiske og eksistentielle problemer blandt unge på ungdomsuddannelserne. (se hele skrivelsen fra Socialministeriet her).
UPCN søgte midler fra satspuljen med det formål at skabe et psykologisk center i tæt samarbejde med Ungdommens Uddannelsesvejledning, ungdomsuddannelsesinstitutionerne, De Lokale Beskæftigelses Råd og Jobcentrene.
Unge, der af personlige, psykisk betonede eksistentielle årsager var i risiko for at falde fra deres ungdomsuddannelse skulle have et tilbud om den psykologiske og praktiske støtte og vejledning, der er brug for, for at kunne fastholde og gennemføre deres ungdomsuddannelse.
Psykologindsatsen i UPCN betjener sig af en bred vifte af metoder, der er centreret om relationsarbejde med en systemisk og løsningsfokuseret tilgang, der fremmer motivation og parathed. (se hele projektansøgningen her).
UPCN fik i 2007 bevilget penge fra satspuljemidlerne til drift for årene 2008 og 2009, og derefter er der yderligere bevilget til drift i 2010 og 2011. I lyset af UPCN's overbevisende resultater besluttede kommuner og skoler i 2011 selv at videreføre ordningen og overtage udgifterne til driften.